Der sker så mange ting i mit liv. Så mange at jeg knap nok kan følge med, og tingenes udvikling sætter alting i et nyt lys, kræver nye overvejelser over vejen jeg rejser. Og ikke mindste over hvorfor jeg rejser, og hvad jeg vil opnå.

En kort opsumering: Min kæreste og jeg gik fra hinanden. Jeg købte en båd. Jeg flyttede ind på den og har tænkt mig at sejle til middelhavet og slappe af. Samtidig underviser jeg 2 tibetanere og en inder i frontendprogrammering på 4. uge. Det betyder også at jeg har måttet skille mig af med stort set alle mine ejendele (for at kunne bo på båden). Jeg har ingen fast bådplads og må flytte båden jævnligt. Jeg skal lære hvordan livet på en båd arter sig og i det hele taget hvordan man sejler. Samtidig forsøger jeg at give de 3 gæster fra Nepal deres livs oplevelse i Danmark, og det kræver lidt at kommunikerer med dem, især de 2 tibetanere der kommer fra en flygtningelejr i Katmandu i Nepal hvor de lever i eksil, fordrevet af kineserne. Deres liv er så langt fra mit og mit, ja, det er under konstant forandring. Flere forandringer end jeg nogenside har udsat mig selv for før. Og undskyld hvis jeg har glemt noget eller nogen ... der er bare så meget, synes jeg.

Men jeg er glad! Jeg oplevede at komme hjem og bare synes af mit nye hjem gjorde mig lykkelig - virkelig lykkelig. Det var en fantastisk følelse, der understregede rigtigheden af mit valg. For ja, jeg har været meget i tvivl undervejs. Det har været nogle store beslutninger, der reelt kan ende med at vise sig at være meget dyre. Men jeg er glad og bliver mere og mere overbevist om at det jeg har gjort er det rigtige.

Og det hele gør store indtryk på mig. Det hele er nyt og kræver at jeg er 100% til stede. Ikke noget med at håbe at der er nogle andre der tager sig af det. Og jeg er vel lidt doven af natur. Sådan er det bare, eller rettere sådan har det været, for der er ikke plads til det, og det er vel i virkeligheden en af de grundlæggende årsager til at jeg har truffet de beslutninger som jeg har truffet. Jeg stod i en situation hvor jeg ikke kunne udstå mere "laden stå til", mere ligegyldighed og brok over latterlige småting, der absolut ikke har nogen relevans. Og jeg har længe snakket om problemet og at man jo bare kan gøre noget ved det. Jeg har længe prædiket at vi selv er herre over vores situation, så det var vel ikke et sekund for tidligt at jeg selv besluttede mig for at gøre noget ved mig eget liv. Ikke et sekund for tidligt at jeg fik gjort op med de ting, der var ved at tage livet af mig. Der langsomt sugede al energi ud af mig og efterlod mig som en af dem jeg ikke kunne udstå. Spørgsmåler der bliver ved med at vende tilbage til mig er så, om jeg burde have truffet nogle andre valg og om ideen med at stikke af i virkeligheden er mere egoistisk end noget andet jeg har gjort. Jeg synes jeg forkæler mig selv med de beslutninger jeg har truffet og det giver mig faktisk lidt dårlig samvittighed?