I et virvar af tanker får jeg øje på en purpurprik af vanvid ...

Jeg er træt af dårlige dage, træt af dårligt vejr, træt af sure mennesker og træt af selv at være sur. Jeg har lyst til at rejse væk. Jeg har lyst til at vågne hver dag og være glad. Jeg har lyst til bare at være ... og især bare være mig. Ikke være noget andre forventer at jeg er ...

Det er såmænd ikke så kompliceret. Men det er til gengæld svært ... synes jeg. For det drejer sig om de valg jeg skal træffe, og hvem jeg skal tænke på når jeg træffer dem. Og hvad jeg skal tænke på, når jeg tænker på dem jeg bør tænke på. Der er lige pludselig rigtig mange muligheder, og en stor del af valgmulighederne virker enormt egocentriske ved umiddelbare øjekast. Jeg er ikke den store fan af egocentri, specielt ikke min egen, og det gør det svært ...

Hvis jeg prøver længe nok, er jeg sikker på at jeg kan overbevise mig selv (og måske en del af mine omgivelser) om at jeg gør som jeg gør for andres skyld ...

Hvor modig er jeg mon når det kommer til stykket?

Er jeg i stand til at træffe den rigtige beslutning?

Er der én rigtig beslutning?

Er det svært, eller gør jeg det bare svært for mig selv?