Hvor blev den mening af ...

Meningen der skulle være med det hele. Den mening der skulle være årgsagen til det hele. Grunden til at kunne fortsætte uden at blive træt.

Det er juleaften i morgen, des mere grund til at jeg spørger mig selv om meningen. For jeg kan vel ikke holde en så traditionsbunden og obligatorisk begivenhed uden at spørge mig selv om hvorfor? Uden at gøre mig nogle tanker om baggrund og pointe ...

Jo, det kan jeg åbenbart og det gør jeg desværre. Ligesom jeg kan fortsætte mit liv i samme retning år ud og år ind uden at spørge mig selv ... hvorfor? Hvorfor er mit liv som det er, og endnu vigtigere - er det det liv jeg gerne vil have?

Ingen behøver at være i tvivl om hvem der har placeret mig i den situation. Alle de valg der er blevet truffet undervejs har jeg selv truffet. Måske har jeg fået hjælp til at træffe nogle beslutninger, men i det tilfælde har jeg selv truffet beslutningen om at tage imod hjælpen. Og det er så det. Det er altså min egen skyld at jeg ikke kan få øje på meningen. Spørgsmålet er om den indsigt så får mig til at vælge anderledes næste gang?

Det der måske bekymrer mig mest er at det langt fra er første gang jeg tænker disse tanker. Og de valg jeg har truffet siden sidste gang burde reflektere dette. Og så ender vi ved dilemmaet omkring teori og praktik. Den menneskelige faktor. Det svage sind, den sårbare sjæl. Medfølelse, sympati, omsorg, magt, omdømme, drømme, respekt. Ja, vi træffer selv vores valg, men vores valg sætter os ikke altid i de situationer vi forventer eller fortjener. Umiddelbart kræver det en vis portion egocentrering at få det til at lykkes på kort sigt. Vores verden er kompleks. Hvis vi holder af vores nærmeste tager vi måske mere hensyn til dem end til os selv, når vi træffer vores valg ... og hvor bringer vores valg os så hen? Ja, så bliver vi pludselig afhængige af andres valg. Når vi noglegange giver afkald på vores egne ønsker, bliver vi afhængige af at andre gør det samme.

Hvem starter?

Hvem skal så kunne sige hvad der er bedst. Samfundet hvor alle tager hensyn, alle giver alle og alle tænker på alle andre hver gang de skal træffe en beslutning, eller samfundet hvor alle kun tænker på sig selv og på egen vinding. I det mindste ved man hvad man har at forholde sig til i dét samfund. Det ser værre ud med den mellemting vi lever i. Ja, derfor er det vel lettest at sætte sig selv først, så er man da sikker på man ikke er den eneste der tænker på andre. Men er det den rigtige måde. Er det virkelig det der på længere sigt er bedst for os selv? Det virker som en ret kortsigtet løsning.

Pludselig står vi overfor et meget større spørgsmål. Er jeg en, eller er jeg en del af? Ville jeg kunne tænke hvis jeg var helt alene i verden? Måske kan vi kun tænke fordi vi er flere. Hvad skulle man iøvrigt tænke hvis man var alene ... ville man da ikke overleve udelukkende via sine indstinkter? Hvad skulle man overveje? Jeg tror at samfundet er grundlaget for tanker. Tanker og ideer kræver forhold. Tanker og ideer er relative ... de har brug for noget at forholde sig til, ellers er de ingenting. Derfor er vi en del af. Vores intelligens er relativ ... og ingenting alene.

Derfor må vi forholde os til vores omverden på en positiv måde. Hvis vores samfund udvikler sig positivt, udvikler vi os positivt. og hvis noget er skadeligt for vores omgivelser er det skadeligt for os selv, også selvom det kan være svært at se det lige der hvor man står.