Prøv engang! sæt dig ind i et tog, luk øjnene og kig ud af vinduet. Where will it take you? Det tager mig ind. Ind i mig selv. Og ud af mig selv. Uden synets forstyrrende indblanden. Indad og indad, længere og længere. Indtil jeg ikke længere sidder i et tog og kigger ud af vinduet med lukkede øjne. Så er jeg ved at være fremme, og det er her jeg skal på opdagelse ...

Jeg er trådt er skridt tilbage. Tilbage fra fodspor jeg har fulgt alt for længe. Fodspor hvor jeg tænker alt for meget på mig selv, og alt for lidt på andre. Tænk hvis jeg ikke havde opdaget det, hvis jeg aldrig stoppede op og korrigerede retningen. Hvor ville jeg ende?

Jeg vil tillade mig at påstå at jeg ikke nødvendigvis ville ende et dårligt sted. Set ud fra et materielt synspunkt. Alt ville sikkert se fint ud, men hvad med det menneskelige.

Mere!

Der skal mere til. Der skal i hvert fald mere til for mig. Det er ikke nok for mig at jeg klare mig godt. Alle skal have det godt. Og vigtigere endnu, ingen skal have det dårligt på grund af mig. Vi er jo sammensmeltet, med en fælles bevisthed. Fælles jord, fælles økonomi. fællesbad.

Overskud/underskud

Kan man tale om det når der kun findes et. Det. Os. Eller er det for svært at forholde sig til ét ... i stedet for til mange. Det burde umiddelbart være lettere. Men det lader ikke til at være tilfældet.

Ansvar

Hvem har ansvaret for hvad? Hvad er vores ansvar? Og hvorfor blev det ansvar pludselig begrænset til vores eget lille rum? Er vi ikke en del af verden? Vi, eller nogle af os, er villige til at slås for at opretholde vores eget rum. Nogle af os er ikke engang villige til at slås for det. Vi burde måske være villige til at slås for hele den verden vi lever i, som vi er en del af. Hvorfor gør vi ikke det? Er det ikke vores ansvar? Er det guds ansvar? Er det statens? Er staten blevet Gud? Er det nok at vi betaler skat? Ja, måske er det nok. Vi giver jo meget af det vi har, til dem der ikke har på den måde. Men hey, jeg er ikke specielt socialistisk indstillet. Jeg tror ikke på den måde vores system virker på idag. Jeg tror ikke at vores samfund kan eksistere i 1000 år mere, hvis det fortsætter på den måde det kører på nu.

Jeg læste en sjov ting den anden dag. Hvis alle mennesker på jorden var døde for 100 år siden, ville det ikke have været det store problem. Jorden ville have klaret sig fint. I løbet af få årtier ville der ikke være spor tilbage fra mennesker. Men hvis alle mennesker på jorden døde i morgen ville det udløse en katastrofe. Vi er gået så langt over stregen hvad angår respekt for vores jord, at jorden ikke længere kan klare sig selv, uden mennesker. Er vi så gået for langt eller har vi bare et større ansvar for jorden? Eller er det ansvar bare en konsekvens af, at vi er gået for langt? Kan vi tillade os at gå længere? Kan vi tillade os at fortsætte? Kan vi tillade os at ignorere ansvaret?

Idealisme er dyr. Ubarmhjertig.

Har vi råd til idealisme? Har vi lyst til idealisme? Er det måske idealismen der giver os dårlig samvittighed, fordi den udstiller vores manglende engagement i alt det vi omgiver os med. Idealismen der holder os oppe og husker os på at der er andre synspunkter end vores egne. Idealismen er den nål der prikker til dig hver eneste gang du vælger den nemme løsning. Det der får dig til at overveje og betænke den nemme løsning. Ikke nødvendigvis det, der får dig til at vælge anderledes, men i det mindste minder dig om at der findes andre måder at gøre tingene på. At der er andre sandheder. At du har et valg ... og med lidt overvejelse er det måske det der gør at du vælger den rigtige løsning næste gang i stedet for den nemme. For med forståelsen af dit ansvar for verden, er du nødt til at tænke længere end det du kan se.