Endnu en uge. endnu en uge med endnu flere tanker, endnu større forvirring og samtidig større afklaring. Så meget og så på kun en uge. Kan jeg rumme det?

Jeg brugte 2½ time på sofaen idag. Bare på at tænke og lade tankerne vandre. Og bagefter vidste jeg bare mere, uden at vide noget nyt. Det er en underlig situation at være i, at kende svaret uden at bevistheden vil være så venlig at fortælle det. At vide noget som ikke forstås før det rigtige spørgsmål stilles ... og samtidig selv være ansvarlig for at spørgsmålet bliver stillet.

Jeg var kommet afsted i den forkerte retning. Eller i hvert fald noget i den stil. Jeg kan ikke med sikkerhed sige at det var den forkerte retning ... problemet er nok at jeg lidt troede at det var den rigtige retning. Men jeg tror jeg opdagede det i dag på sofaen. Tak sofa! Måske var jeg på vej tilbage til det jeg netop var flygtet fra. Tilbage til det jeg var bange for at havne i igen. Som en ond cirkel.

Hvad er det jeg er bange for? For sandheden er, at jeg er bange! Jeg er bange for at jeg tager fejl, bange for at det som jeg siger ikke passer, bange for at dem som lytter ikke ser hvem jeg er, at de tror jeg er en anden, bange for at de ikke selv tager stilling. Jeg er bange for at frygten for at blive skuffet igen bliver større end håbet. Bange for at skuffe dig hvis du stoler på mig!

Hvad er du bange for? Er du bange for at skuffe, eller bange for at blive skuffet? Er det ikke underligt at jeg midt i min egoisme er bange for at skuffe andre? Er det egoisme?

Hvad ville du sige, hvis du skulle tale til verden og de blindt ville tro hvert et ord du sagde? Ville du turde sige noget eller bare holde din mund - igen ...