Hvordan ser lykke ud?

Er det alle mennesker der selv formår at definere hvor deres grænse går? Bliver vi i virkeligheden indoktrineret til at tror på de normer vores
allestedsnærværende medier opridser for os?

For mig er det meget vigtigt at være kritisk opmærksom. Der sker så mange ting omkring os, som kan få betydning for resten af vores liv. Jeg ser alt for mange mennesker, der glemmer at være opmærksomme på deres liv. De ser aldrig at den ene store ting efter den bare glider forbi uden at de tager del i det. Er det fordi vi har lært at samfundet og medierne nok skal gøre os opmærksomme på det, hvis der er noget vi skal se, høre, gøre eller røre?

Jeg forsøger at tage styringen selv ... men kan man overhovedet det i denne medie dominerede verden? Kan vores indre stemme kompencere uden at overkompencere?